Jeg havde længe drømt om sådan en af de gamle skænke, som jeg huskede fra min barndom. Jeg ledte og ledte. Min mand var ikke ret vild med den til at starte med, så jeg skubbede tanken om nogensinde at eje sådan et smukt møbel væk. Den blev bare ved og ved med at vende tilbage i mine tanker. Pludselig en dag blev der foræret nogle gamle møbler væk på en Facebook side, jeg er medlem af. Jeg var fræk og spurgte vedkommende om, hun tilfældigvis havde sådan en skænk stående, hun skulle af med. Der stod én i huset, men det havde ingen ben. Jeg måtte FÅ det, hvis det var. Det trængte til en kærlig rengøring og en omgang olie. Jeg kørte ud efter det en mørk aften langt ude på landet, helt alene. Jeg havde faktisk lidt sommerfugle i maven, for jeg synes faktisk, det var lidt uhyggeligt, men jeg mødte den sødeste kvinde, som bare synes det var fantastisk, hvis jeg kunne få gavn af den. Jeg fik den med hjem og den fik en kærlig behandling og fik nyt liv.
Jeg undersøgte og undersøgte, hvad jeg skulle gøre med benene. Allerhelst ville jeg gerne have noget, der mindede om de ben, som den engang havde haft. Vi snakkede også om at hænge den op, men det er et virkelig tungt møbel. Indtil en dag min svigermor fortalte at hendes bror, altså min mands onkel, havde arbejdet som snedker og lavet netop sådan nogle ben til disse møbler. Hun mente, at vi nok kunne overtale ham til at lave sådan et par ben til vores skænk. Min mand kontaktede hans onkel og ganske rigtig, vi var heldige. Han ville gerne lave sådan et stel til den. Han synes faktisk, det var helt sjovt at lave sådan noget igen. Og vupti havde vores skænk pludselig ben på og vi have et møbel, som har kostet os under halvdelen af det, vi kunne finde dem til rundt omkring på diverse salgssider. Lucky us. Så der virkelig noget ved at gå på jagt efter gammelt guld.
