Kender I det med at alt bare ligger og roder i pulsetasken. Du roder hele tasken i gennem og kan ikke lige huske, hvor du lagde poserne til lorte bleen eller zinksalven til den røde numse. Inden jeg gik på barsel med vores yngste, faldt jeg over et etui til vådservietter. Jeg lavede mit eget med lidt justeringer. Jeg syede bl.a en lynlås i og med plads til en lille poserulle og en zinksalve.
Diy guide
Jeg har lavet en lille DIY på et vådserviet-etui. Der kommer en del billeder, som forhåbentlig giver dig en forståelig vejledning i, hvordan du gør. Du skal bruge en symaskine, tråd, bomuldsstof og lynlås. Det er også en rigtig god idé med et strygejern, så får du et flottere resultat, når du presser hver gang, du har syet.
- 2 x bomuldsstof, et yderstykke og et inderstykke, der måler 30x40cm
- Zip til enderne på lynlåsen 2 stk. der måler 3x4cm
- En lynlås på 25 cm
Du starter med at sy zipperne fast i enderne af lynlåsen.
Herefter ligger du lynlåsen og yderstoffet ret mod ret. Efterfølgende gør du det samme med den anden side.
Nu skal inderstoffet sys på og det gøres på samme måde. Du skal blot hæfte den på den modsatte side af lynlåsen end yderstoffet.
Du syr oveni den syning, som er fra den første gang, du syede lynlåsen på .
Så ser det sådan her ud. Yderstoffet skubbes nu ned i inderstoffet, så enderne kan blive syet sammen. Inderstoffet vender nu med vrangesiden ud ad. Husk at åbne lynlåsen, når den sidste ende skal sys sammen. Når begge ender er syet sammen, kan etuiet vendes med yderstoffet ud ad. Etuiet presses og er nu færdig. Hvis du har lyst, kan der sys kantebånd på, der hvor enderne er syet sammen, for at skjule syningerne.
Jeg håber, du har lyst til at kaste dig ud i denne DIY. Har du spørgsmål til vejledningen, er du mere end velkommen til at spørge mig. Rigtig god fornøjelse.