Lige om lidt er det knæk cancer uge. Jeg har det altid lidt ambivalent med denne uge, fordi jeg har mistet til denne lorte sygdom. Det er virkelig en lorte sygdom. Jeg plejer altid at sige, at jeg ville ønske, at kræft selv ville få kræft og selv dø af den! Jeg har derfor valgt, at støtte knæk cancer i år, for jeg håber virkelig at der på et eller andet tidspunkt kan findes en kur mod denne modbydelige sygdom.
Alt er fryd og gammen……troede jeg!
Vi havde lige holdt verdens bedste bryllup, med alt det vi ønskede os. Heriblandt mit ønske om, at min far kunne føre mig op. Det har været et ønske, som jeg håbede, at min far nåede. Mine forældre ventede 18 år på, at jeg skulle melde min ankomst. De havde opgivet håbet om at få børn. De var også noget overraskede, da de fandt ud af, at min mor var gravid. Mine forældre har derfor været noget ældre end mine jævnaldrende kammerater og veninders forældre.
Ugen efter vores bryllup skulle min mor på ferie og jeg havde lovet at ”passe” min far. I løbet af ugen opdagede jeg, at han begyndte at stoppe op i vores samtaler. Det var som om, at han ikke kunne huske, hvad han ville sige. Han snøvlede af og til. Det var ligesom om, han ikke rigtig var til stede. Da min mor kom hjem, bad jeg hende få ham til lægen. De tog til lægen og så rullede lavinen. Ud og ind af syghuset, kemobehandlinger og med meldingen om, at mestaser fra hans tidligere kræftsygdom havde spredt sig til hans hjerne. Kort tid efter var der ikke mere at gøre. Alting sortnede. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad det betød at være erklæret terminal. Jeg troede, det var en ond drøm og at jeg ville vågne op lige om lidt, men det gjorde jeg bare ikke. Det gik op for mig, at terminal betød med døden til følge. Det var så urealistisk og mega uretfærdig.
1 maj 2013 får jeg plejeorlov fra mit arbejde. Den 7 juni 2013 tidligt om morgen , ca 11 måneder efter vores bryllup, sover min far stille ind. Jeg er så glad for, at der var nogen der overtalte mig til at tage orlov og at jeg havde den sidste tid med ham og min mor. Der kom et helt vildt sødt sygepersonale og sørgede for, at min far ikke var i smerte på noget tidspunkt. Det var hårdt at se, hvordan han for hverdag blev svagere og svagere. Hvordan sygdommen åd ham stille og roligt op dag for dag. For det var vitterlig det den gjorde. Den tog en lille bid af ham hverdag.
Han var oppe hverdag i starten, hvor han med hjælp af en støttende arm kom ind i sin lænestole. Pludselig skulle der en kørestol til og til sidst ville han ikke ud af sengen. De sidste dage inden hans død sov han bare og kunne intet sige. Det var hårdt at se ham, når han blev bange, når han ikke troede, at der ikke var nogen penge til mor, så hun kunne blive i huset, hvem skulle passe på hende. Jeg følte ikke, jeg kunne stille noget op andet end at forsikre ham om, at min søster og jeg nok skulle passe på mor. Jeg var rasende over, at han skulle blive ramt. Han havde stadig mange år i sig endnu, selvom han var oppe i årene. Jeg savner ham rigtig meget. Nogle dage er savnet større andre dage. Jeg tænker tit, åh hvor ville det være rart, hvis far var her. Han ville have et godt råd til denne situation.
Der er mange ting jeg ærgrer mig over, at han ikke er her til at opleve. Tilgengæld glæder jeg mig over de ting, han nåede at opleve. Hvor er jeg glad for at han oplevede at blive morfar, vores bryllup og ikke mindst hans eget guldbryllup. Jeg er sikker på, at han sidder deroppe og følger med i vores liv.
I denne uge vil jeg mindes ham og andre ekstra meget ved at støtte Knæk cancer og tænde et lys.
