Kærestesorger

Nogen gange tager livet nogle drejninger, som man ikke er herre over. Det kan være positive ting, der pludselig vender op og ned på ens liv og det kan være negative ting, som livstruende sygdomme, opsigelse på jobbet, stress, kærestesorger.

For snart en lille måned siden tog mit liv en drejning, som jeg ikke lige havde set komme og så måske alligevel. Jeg ville måske bare ikke erkende det. For jeg er jo ikke typen, der knækker nakken sådan lige. Jeg tænker altid positivt om livets udfordringer. Det skal vi nok klare, men i et spildt sekund væltede hele højhuset. Alt blev sort. Presset var simpelhen vokset og blevet alt for stort til mine ellers så brede skuldre.

Jeg havde allermest bare lyst til at putte mig under dynen og ligge mig til at sove, når jeg så vågnede op, så var alt bare godt igen. Det føles lidt som en kæmpe mavepuster, hvor jeg stadig er i gang med at få luft. Det føles bare ikke som om, luften vil komme. Det er, som om min hjerne og hjerte på engang er gået i stykker. Det er som om, mit hjertet er gået i tusind stykker. Ja det føles faktisk lidt som at have kærestesorger. Jeg har kærestesorger, fordi jeg har mistet noget, som jeg har holdt så utrolig meget af. En ting, som er blevet en så stor del af min identitet, nemlig mit arbejde. Jeg har mistet min arbejdsglæde lige så stille og roligt uden helt selv at være klar over det. Jeg havde vendet mig til, at sådan er tingene uden at mærke efter i mig selv, om det var ok?

Det store spørgsmål er nu hvordan får jeg den tilbage? Tankemylderet er stort, nogle dage mere end andre, for har jeg i virkeligheden lyst til at få min arbejdsglæde tilbage til det fag, som jeg troede, jeg skulle blive i resten af mit lange arbejdsliv. Lige nu i skrivende stund ved jeg det ikke. Selv her efter en måneds tid, så ved jeg det vitterligt ikke. Måske gør det stadig lidt for ondt til, at jeg kan tage stilling til det. Jeg kan stadigvæk blive ked af det, når jeg snakker om at komme tilbage på arbejde, men lige nu kan jeg bare ikke mere.

Måske skal jeg bare acceptere, at det kommer til at tage noget tid? Jeg skal finde en måde at være i det på og samtidig finde ud af, hvordan jeg har det. Det er et spørgsmål jeg får stillet rigtig tit. Hvordan har du det? Ja hvordan har jeg det egentlig. Det er pisse svært at svare på, når jeg ikke ved det! Hvornår finder jeg ud af det? Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv, mest fordi så jeg kan give andre et svar, som før eller siden ønsker en afklaring. Vigtigst af alt så kan jeg også give mig selv en afklaring. Jeg har heldigvis en dejlig mand, som bakker mig om og støtter mig, når tingene bliver svære. Hvor føler jeg heldig og taknemmelig. Det giver mig et håb om at jeg nok skal komme mig over min kærestesorger.

smukke blomster fra min søde kolleger

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: