Løvens hule

Skakmat

I det sidste stykke tid har jeg været slået skakmat. Skakmat fordi min krop har overtaget styring. Det er sjovt som kroppen aldrig lyver overfor én. Den er en værre sladderhank. Jeg har befundet mig i løvens hule og ikke kunnet finde en udvej nogen steder.

Det er snart noget tid siden, at dagen var kommet, hvor jeg skulle kastes for løverne. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg havde nemlig sagt ja til, at jeg skulle på besøg på mit arbejde for første gang i næsten 3 1/2 måned. Jeg følte mig selv nogenlunde klar til det. Nætterne op til sov jeg knap så godt og havde svært ved at falde i søvn om aftenen.

Jeg har forsøgt at have gang i en masse ting, så jeg ikke skulle konfronteres med de ubehagelige følelser, som stormede frem i mig. Jeg forsøgte at gøre brug af de redskaber, jeg har lært på mit mindfulness kursus. Det var bare som om, det ikke rigtig ville lykkedes for mig. Min følelser havde så meget overtag og magt over hele min krop og mit sind, så intet virkede. Jeg øver mig stadig i at byde de ubehagelige og ”farlige” følelser velkommen og være i dem. Bearbejde dem, men det er svært. Mest af alt den følelse, der kan opstå, når jeg tror, jeg har styr på det. Når jeg så nærmere mig, så bryder jeg helt sammen. Jeg er så skrøbelig og sårbar.

Besøget

Allerede fra morgen stunden kørte maven og tankerne rundt. Efter at børn og farmand var sendt afsted, gik jeg rundt som katten om den varme grød. Jeg kunne ikke finde ro i mig selv, var flere gange på toilettet, kiggede på klokken. Lagde mig på sofaen og surfede rundt på de forskellige sociale medier, kiggede på klokken igen, spiller lidt og kiggede endnu engang på klokken og nu var tiden til, at jeg skulle afsted. Jeg rystede og havde kvalme. Jeg kunne ikke være i min egen krop. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft den følelse. Jeg følte, at min krop var limet fast til sofaen, benene var tunge som bly. Jeg kunne ikke bevæge mig ud af stedet. Mit hoved og krop arbejdede på ingen måder sammen. Mest af alt havde jeg lyst til at aflyse.

En lille stemme dybt inde i mig fik mig overtalt til, at jeg skulle afsted. Hold nu op, jeg har aldrig haft det sådan. Det er så svært at beskrive den følelse. Min krop rystede og tårerne piplede frem. Jeg tog dybe vejrtrækninger og sagde flere gange til mig selv, at det var okay at have det sådan. Jeg sad nogle minutter i bilen, som føltes som flere halve timer og tårerne piplede stadig frem. Jeg forsøgte at bruge mine vejrtrækningsøvelser. Til sidst syntes jeg finde så meget ro til at komme ud af bilen. På vej over til lågen med hamrende hjerte, får jeg øje på en kollega i vinduet. Min krop blev helt slatten og tårerne piplede endnu engang frem. Det var den værste følelse og jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig ind i bilen og køre væk og aldrig komme tilbage igen. Jeg forsøgte endnu engang med vejrtrækningsøvelser. Efter flere lange minutter, hvor jeg bare stod og kiggede på lågen, hvor jeg blev ved med at sige til mig selv ”jeg SKAL gennem den låg”, fik jeg samlet mig sammen til at åbne lågen.

Det første jeg møder, da jeg træder ind af døren, er en glad lille pige, der stopper op og kiggede undrende, smiler og siger ”Hej Jane”. Der skulle jeg lige holde sammen på mig selv. Hej fik jeg fremstammet og smilede tilbage til hende. Jeg var indenfor og mit hjerte galoperede derud af. Jeg fik overtøjet af og åbnede nervøst døren til stuen. Der var stille og roligt derinde. Der var gang i nogle stille aktiviteter ved bordene. Min kollega får øje på mig, kommer hen og giver en krammer. Jeg husker, hun siger et eller andet med gik det godt med at komme ind. Jeg bryder helt sammen med det samme. Jeg ryster over det hele og tårer triller ned af mine kinder. Vi går ind i et rum, hvor vi kan være alene. Jeg har mest af alt bare lyst til at løbe derfra.

Min kollega er så god. Hun sidder bare der og bare er der for mig. Hun trøster mig og siger det er okay, hvis jeg har lyst til at smutte. Jeg ville lyve, hvis det ikke var det jeg havde allermest lyst til. Alligevel er der noget inden i mig, der overtaler mig til lige at stoppe op og lige give det lidt tid. Jo mere vi snakker sammen jo mere falder jeg til ro. Det ender faktisk med, at jeg kommer ud og lige får sagt hej til de børn, som er på stuen. Det er så mærkeligt at sidde der og snakke med dem, for jeg er ikke længere den Jane, som de kender. Det kan jeg godt mærke. Som børn nu er, så snakker de jo bare til én, som om jeg bare har været på en lang ferie. Én spørger, hvornår jeg kommer tilbage. Av den gjorde lidt ondt, for det var og er noget, som jeg virkelig ikke kan svare på, hvor end jeg gerne ville det.

Tiden er til at sige farvel. Jeg kan ikke få min jakke hurtig nok på. Næsten hurtig som en ninja hopper jeg ind i bilen og suser afsted uden at kigge mig tilbage. Det eneste jeg kan tænke er, puha det var forfærdelig. Aldrig mere!!

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: