Her lige før efterårsferien startede gik det op for mig, at det er et år siden, jeg endte med at gå hjem igen efter at have været mødt ind på arbejde. Den dag glemmer jeg aldrig. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Det var ikke rart og hvor har dette år været turbulent.
Hvad så nu her et år efter? Status er at jeg er blev fyret, hvilket var en lettelse. Det var rart, at der var nogen, der tog det valg for mig. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men det var virkelig en lettelse. Så jeg var ikke ked af det. Jo selvfølgelig var jeg ked af det, mest fordi jeg ikke skal se mine skønne kolleger til dagligt længere, men jeg er på ingen måde klar til at skulle vende tilbage til arbejdsmarkedet lige pt. Derfor faldt der også en sten fra mit hjertet, da min mand en dag sagde, måske skulle jeg være hjemmegående i en periode, for er der noget der også har stresset mig yderligt, så er det når min sagsbehandler gerne vil vide hvordan det går? Om vi ikke skal finde ud af, om det snart er tid til et jobafklaringsforløb? Nu er det tid til, at lægen skal lave endnu en lægeerklæring, selvom det er det samme, der skal skrives i den som sidst. Jeg ved godt, det er deres job og de har nogle forskellige rammer, de skal følge, men hvor ville det være rart, hvis de kunne vælge lige den behandlingsform, som er bedst for hver enkelt. Sådan er det bare ikke, hvis ikke du er klar til arbejde efter x-antal uger, så bliver du straffet. Det bliver man just heller ikke frisk af, da det også er en stressfaktor i sig selv. Jeg føler mig bare heldig og meget privilegeret!
Efter at min mand sagde, at jeg skulle være hjemmegående (hvis jeg havde lyst og gud jeg elsker ham for det) så har jeg fået lov til at være i fred fra alle mulige, der lige skal vide, hvornår og hvordan jeg bliver klar til at arbejde igen. Det har givet mig en indre ro, som jeg virkelig har haft brug for.
Der er virkelig også sket meget og jeg tænker ikke kun på corona, som kom snigende ind fra højre. Min søde mor fik kræft og har været igennem en kæmpe operation, som har krævet en lang indlæggelse efterfølgende, men hun er snart på vej hjem.
Min søn som også har sit at slås med. Så derfor har vi besluttet, at jeg skal være hjemmegående i noget tid, så vi kan skabe stabil ro i vores familie. Ungerne nyder godt af det. Min søn har sagt til mig: “mor du skal aldrig arbejde igen”. Av den gjorde sgu lidt ondt, da han sagde det. Jeg følte mig som verdens dårligste forældre lige i det øjeblik. Har jeg været sådan en forfærdelig forældre, da jeg gik på arbejde? Ja det har jeg og nu overdriver jeg måske lidt. Jeg kan tydeligt huske vores morgener, da jeg arbejdede. Altid stressende og sure miner, fordi vi nu igen kom for sent ud af døren, selvom vi startede i god tid, men i dag har vi god tid. Hvis jeg ikke når at rydde morgenbordet, så gør jeg det når jeg har afleveret ungerne. Der er altid nogen hjemme, når de kommer hjem. De kan blive hentet tidligt, hvis det er. Vigtigst af alt for dem, jeg har overskud til at de har legeaftaler. Jeg begynder at få overskud til at bage boller, kage og få ordnet forskellige projekter. Jeg føler mig mere nærværende. Hvor er det bare skønt og jeg glæder mig til at gå hjemme. Det er faktisk noget, som jeg har drømt om siden min søn var helt lille. Jeg har altid været dybt misundelig på dem, der havde den mulighed og nu er min drøm endelig gået i opfyldelse. Og jeg glæder mig ♥️