Farvel 2020 og velkommen 2021

Det er årets sidste dag og mange tager lige en status på året der er gået. Jeg har gennemgået 2020s blogindlæg. Det er ikke blevet til så mange, som jeg gerne ville. Det er ikke, fordi jeg ikke har haft ideerne til dem. Jeg har bare ikke været så god til at strukturere min tid til dem. Det må laves om og det bringer mig til dèt, mit indlæg skal handle om.

Sidste år lavede jeg et lignede indlæg. Hvis du trykker på linket, kan du læse lidt om mine tanker fra sidste år. ( http://krealundquist.dk/2020/01/05/ryd-op-og-ryd-ud/ )

Hvad var mine drømme og ønsker til det nye år. Jeg tænker lidt, som alle andre også har haft det, så er 2020 ikke ligefrem et år, jeg havde set komme. Jeg skal da lige love for, at det fik vendt op og ned på alting.

Det blev et år, hvor hjemmeskoling blev indført herhjemme for en tid og gud hvor jeg ikke savner den, selvom min ældste lige nåede at være hjemsendt i en uge. Forventninger og kravene var dog skruet en anelse ned denne gang, som passede os meget bedre. Det blev året, hvor min mor fik konstateret kræft og skulle igennem en større operation. Efterfølgende komme til kræfterne igen, som hun stadig kæmper med. Det var året, hvor jeg stadig forblev sygemeldt fra mit job, som pædagog og dermed fulgte en fyring, som jeg godt vidste ville komme. Den var for mig en kæmpe lettelse. Det blev året, hvor vi besluttede, at jeg skulle være hjemmegående for en periode. En periode, som vi ikke kender længden på. Den bedste beslutning for vores lille familie lige pt. Jeg vil også sige, at jeg har nok at lave.

Jeg har stadig mine tykke bog med blanke sider. Eller det vil sige, at det er ikke alle siderne, der er blanke længere. Jeg skriver ideer ned på livet løs. Nogen bliver udført, andre får lov at stå lidt og nogen bliver ikke til noget. Det er sådan det skal være med en idebog.

Husprojekter

Jeg har på ingen måde nået mine 3 ønsker til husprojekter, der skulle laves. Til gengæld har vi fået en ny kæmpe stor terrasse, som vi glæder os til at invitere lidt flere gæster på til et kold glas vino. 

Vores skur er næsten færdig og min køkkenhave har fået en overhaling. Dejligt at jeg nåede nogle ting. Det føles altid så rart. Jeg tænker, at i 2021 vil jeg gerne nå følgende 3 ting. 

  • Makeover af Almas værelse skal færdiggøres
  • Min lille havesti skal færdiggøres
  • Nyt bålsted

Så drømmer jeg virkelig også om at give vores soveværelse og køkken en makeover, men nu får vi se. Vi lever jo kun af mandens løn, så det er ikke sikkert, det lige bliver i denne omgang. Jeg drømmer virkelig også meget om at få ryddet op og ryddet ud i alt vores LORT (som jeg plejer at sige).

Ting jeg ønsker at gøre mere af, som gør mig glad

Er der noget jeg har lært under mit sygdomsforløb, så er det at huske at gøre ting for MIG, som gør mig godt og glad, så jeg bliver fykdt op med god energi. Jeg har fundet ud af det er min nye terapi form. Der kommer et par ting på listen til det kommende år.

Jeg skal helt sikkert se noget mere til mine skønne veninder. Jeg håber virkelig, at 2021 bliver et år, hvor vi ikke skal tænke alt for meget over afstand og sprit (på hænderne). Jeg glæder mig sgu til at drikke noget vino med dem.

  • Se noget mere til mine skønne damer
  • Få genoptaget i gåture hverdagene
  • Være kreativ på alle mulige måder 

Personligt

Jeg er blevet vildt god til ikke at lave de der lange og uoverskuelige lister, som jeg førhen godt kunne finde på. I år har jeg også prøvet at kaste mig ud i noget, som jeg aldrig ville have gjort førhen. Jeg har været på kursus i brugen af instagram hos skønne Sabina (www.instagram.com/sabinasverden/ og www.instagram.com/storyboost.dk/ ). Det var vildt grænseoverskridende, men også pisse fedt og sjovt. 

  • Blogge noget mere om alt mellem himmel og jord. Jeg holder faktisk utrolig meget af at skrive.
  • Blive bedre til at planlægge ugens forløb med de forskellige gøremål og arrangementer der nu er. Få gjort tingene i ordentlig tid fx når der skal købes fødselsdagsgaver, madplan, indkøb mm. 
  • Stadig turde kaste mig ud i ting, som kan virkelig alt for grænseoverskridende for mig. Øve mig i at være lidt mere Pippi artig
  • Øve mig noget mere i PYT-filosofien eller ihvert fald lige tælle til ti inden jeg reagerer. 

Jeg glæder mig meget til at hoppe ind i det nye år 2021 med et håb om, at tingene bliver nogenlunde normale igen, selvom året starter med at 2 stk hjemsendte børn til hjemmeundervisning, men vi må få det bedste ud af det.

Jeg ønsker jer alle et fantastisk Godt Nytår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: