Kære Dagbog!
I disse dage er jeg lidt trist. Jeg savner rigtig meget. Jeg savner, at du ikke lige kommer forbi. Jeg savner din hjælp. Jeg savner dit nærvær. Jeg savner bare DIG! Det begynder så småt at gå op for mig, at jeg er forældreløs! Selvom jeg er voksen nu og altid et eller andet sted har vist, at denne her dag ville komme, så er det bare så surrealistisk. Tænk sig, at jeg har ingen mor eller far. Jeg ved godt, at jeg har været utrolig heldig, at jeg har haft mine forældre så længe, som jeg har. Mine forældre troede ikke de kunne få børn. Historien er at de ventede 18 år. Pludselig kom der to piger med 14 måneders mellemrum. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har haft mine forældre så længe, men det er mærkeligt, at de ikke længere er her. Jeg føler mig ikke helt klar endnu, men mon man nogensinde er det.
Tristheden kommer og går, men i disse dage der er den her. Det skal den have lov til. Om det er, fordi efterårets mørke sænker sig over lille Danmark. Det ved jeg ikke. Måske er det bare ved at gå op for mig, at jeg ingen mor har. Jo i himlen, som vi siger herhjemme. Mormor sidder i himlen sammen med morfar og kigger ned til os. Jeg er ikke speciel troende, men det giver en form for ro, at hvis vi savner mormor og morfar, så kigger vi op på himlen. Så sidder de der oppe som en stjerne, der blinker ned til os. Det giver mig og for vidt også mine børn en fredfyldt accept af, at de skulle et andet sted hen nu.
Dermed ikke sagt at det ikke kan være svært. Det ramte hårdt, da Alma fyldte år, fordi det var hendes første (næsten) fødselsdag uden mormor. Det var også mærkeligt, at jeg skulle købe en gave fra mormor for de penge, jeg havde fået af hende tidligere på året. Ingen af hendes børnebørn skulle snydes for en gave, selvom hun ikke er her længere. De andre havde hun nået at give, men Alma er den sidste i rækken, der har fødselsdag, så hun skulle på ingen måde snydes.
Min mor blev erklæret terminal i sommers efter et langt forløb med kemo og operation af først den og så den anden kræftform. Til sidst kunne lægerne ikke hjælpe hende mere. Hun var blevet for svag og meget gammel på kort tid. Selvom jeg godt var klar over, at det var den vej, det gik, så er det aldrig sjovt at få den besked. Min mor, der aldrig havde været syg udover lidt forkølelser her og der, som alle vi andre også tillusket os, når sæsonen indtræffer, blev pludselig ramt hårdt, som når lynet slår ned. Det var ikke til at forstå, at jeg nu igen skulle se et menneske, jeg elskede, blive revet væk på ondeste vis. Der er sikkert en mening med galskaben. Det bliver jeg nødt til at tro ellers bliver jeg skør. Når det så er sagt, hvor ville jeg bare ønske, at hun var død af alderdom og at den lorte sygdom ikke skulle æde hende op. Fuck jeg hader den sygdom. Det er 8 år siden, at jeg mistede min far til selv samme sygdom. Det har været hårdt at se begge mine forældre blive ædt op af den mest ubarmhjertige sygdom, som i denne uge får opmærksomhed i form af Knæk Cancer. Jeg ønsker så tit at kræften selv fik kræft og døde. Jeg ved godt, at mine forældre var oppe i årene og havde levet et godt og langt liv. Så er der nogen, som ikke når at få sådan et liv, som de var heldige at få. Det jeg tror, jeg prøver at sige, er at miste én man elsker til den sygdom, er det lige hårdt om det er dine forældre, en søster eller bror, et barn eller din ven. Den er ubarmhjertig og lumsk, uanset hvem den rammer. Jeg har set, hvad den gør ved to mennesker, som jeg elskede. Det er ikke for sarte sjæle, men hvor er jeg glad for, at jeg har stået ved deres sider, selvom jeg godt vidste, at der kun var en vej. Jeg håber ingen står alene med den lorte sygdom.
Vi har pakket hendes lejlighed ned og afleveret den. Det var mærkeligt og samtidig også rart. Der er mange ting, der lige skal ordnes og tænkes på, når det er den sidste forældre, der går bort. Det er, som om jeg ikke rigtig helt har haft tid til at sørge over at have mistet hende. Der har været så mange ting, der skulle have styr på. Det hele har til tider føltes lidt kaotisk, mest fordi det er en situation, jeg aldrig har stået i før. Da min far døde, var det jo min mor, der stod med det. Helt alene! Ja, tænk sig det stod hun med alene, selvom vi var lige rundt om hjørnet, spurgte hun, ihvertfald ikke mig om hjælp. Det husker jeg ihvertfald ikke. Min mor var sej, men hun viste ikke sin sårbarhed. Ikke ret tit ihvertfald. Hun viste den nu her, da hun var syg og hvor var det smukt og dejligt på samme tid. Jeg tænker ihvertfald, at nu ved jeg, hvor jeg har min sårbarhed fra. Jeg kan bare ikke skjule den, så godt som min mor kunne. Det gad jeg godt, jeg kunne i nogle situationer. På den anden side, så er mine børn og mand heller ikke i tvivl om, når jeg er ked, har brug et kram eller et godt grin. Det var som om, at vores roller blev byttet om. Så nu var det mig, der var den voksne og hende der var den lille, som lå der i sin seng og var syg. Havde brug for moderlig omsorg. Ligesom dengang jeg selv var lille og min mor passede på mig. Det er nu egentlig smukt at tænke på. Hun har givet og gjort så meget for mig gennem hele mit liv. Nu var det min tid til at give hende lidt af det tilbage. Jeg tror og håber, hun var stolt af mig. Det ved jeg, at hun var. Hun har tit sagt, hvor er jeg glad for, at du ikke går på arbejde. Hvor er jeg glad for, at du vil hjælpe mig. Selvom hun havde sine kvaler i forhold til min egen familie derhjemme. Vi havde helt klare aftaler herhjemme, så hun have ingen grund til bekymringer. Men sådan var min mor hun bekymrede sig om alle andre mere end hun bekymrede sig om sig selv. Hun var et godt menneske med hjertet på det rette sted. Hun har givet mig et stort hjerte, som heldigvis er på dette sted (synes jeg). Det er jeg hende evig taknemlig for. Det er så smukt at sidde her og skrive at jeg har haft verdens bedste mor. Hun var noget ganske særligt. Jeg håber, jeg med tiden kan viderebringe nogle af hendes værdier, hun har givet mig, til mine egne børn.
Lige nu vil jeg bare savne og mindes hende.
