Kære dagbog
Så synger 2021 på sidste vers. Det har været noget af et år. Jeg ville ønske, det havde været anderledes, men sådan skulle det ikke være. Det har været et mega hårdt år, så nu håber jeg, at det vender med lidt god karma i vores retning. Det trænger vi til. De sidste par år har jeg lavet en status over året, der er gået og ting jeg gerne ville gøre noget mere af i det nye år. Jeg har ikke rigtig nået noget af det der stod på min såkaldte “bucket liste” for 2021. Der har været andre ting, der var mere vigtige.
Jeg siger farvel til nok det hårdeste år længe. Jeg synes, vi har været lidt forfulgt af ulykker, siden jeg blev sygemeldt i 2019. Så jeg har besluttet mig for, at jeg skal gøre nogle flere ting, som gør mig godt og glad. Livet kan pludselig være så skrøbeligt og vi har kun et liv. Jeg sætter mere end noget andet pris på min mand, mine skønne unger, mine dejlige veninder og resten af familien. Jeg er dybt taknemlig for den måde, vi har valgt at stykke vores familieliv sammen på. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi dels gjorde det, fordi jeg ikke kunne blive rask. Der var hele tiden nogen der skulle hive i mig for at vide, hvornår jeg var rask igen og klar til arbejdsmarked igen, men jeg blev ikke rask og spørgsmålet er, om jeg kunne blive det, for der var hele tiden noget, der ramte os.
Vi havde en søn, der havde det rigtig svært og som også forsøgte at råbe på hjælp. En hjælp, som han heldigvis har fået. Han er i balance med de udfordringer, han nu har.
Midt i alt dette blev min mor alvorlig syg, som også krævede noget af mig. Jeg kunne selvfølgelig have sagt, at det kunne jeg ikke overskue, men det kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til. Jeg havde lyst til at stå ved min mors side. Hun har altid stået ved min side uanset hvad. Jeg kender nu næsten alle indgange og parkeringsmuligheder på Skejby. Vi har godt nok været til mange undersøgelser og vi er altid blevet taget godt imod af personalet hver eneste gang. Desværre måtte vi se os slået d. 2 september kl 00.15. Der kunne min mor ikke mere eller sagt på en anden måde, hun skulle ikke mere. Kun 3 dage før sin 80 års fødselsdag måtte hun opgive kampen til kræft. Kræft er nok den sygdom, jeg hader mere end nogen anden sygdom. Ja jeg hader den mere end corona. Den er så lumsk på alle mulige måder.
Midt i alt dette kom corona af flere omgange og det har også været hårdt, men vi har overlevet det herhjemme. Jeg har forsøgt at se det positive i det, selvom det til tider har været hårdt. Vi har været heldige, for jeg har ikke haft noget “arbejde”, som også skulle passes ind i hjemmeskole og hjemmearbejde. Jeg har tit sendt de forældre, som skulle jonglere mellem hjemmeskole og deres eget arbejde.
Jeg ser altid frem til, hvad det nye år bringer. Jeg ser særligt i år frem til, hvad 2022 bringer. Det kan kun blive godt. Jeg ser i hvert fald frem til en masse tid sammen med min lille familie. Forhåbentlig kommer 2022 til at byde på;
- en masse skønne 40 års fødselsdage. Jeg har allerede planer med min egen.
- Bryllup i den nærmeste familie.
- En rejse til Dubai med min familie. Jeg ved, at der er en i husstanden, der også drømmer om en tur i Jesperhus.
- En makeover af vores soveværelse.
- Et nyt køkken (det drømmer vi virkelig om. Vores køkkenlåger er ved at ryge af nogen steder. Vi har taget de første skridt og booket et møde med en arkitekt i starten af det nye år. Vi glæder os).
- En masse tid i haven og måske et projekt eller to.
- Flere loppeturer på diverse loppemarkeder og genbrugsbutikker.
Så hvis jeg skal opsummere et nytårsforsæt, så skal det være at nyde nuet, værdsætte de små ting i livet og gør flere ting, som gør mig glad og godt. 2022 kan bare komme an. Jeg tænker, det kun kan blive et godt år. Det skal det simpelthen blive.
Rigtig godt nytår
