Kære dagbog
Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der sidder med de følelser, når tingene er lidt for hårde. Idag har vist bare lige brug for at komme ud med dem.
Lige i dag er det virkelig ikke særlig fedt at være mor til to børn med diagnoser! Det er første gang, jeg har sagt det højt. For det er det, jeg har to børn med diagnoser, selvom den ene ikke er blevet diagnosticeret endnu, men det er under udarbejdelse.
Tasken var pakket og klar. Morgen var god og alt klappede bare. Vi skulle ud og sejle og var kommet til færgen, da den ene pludselig får en større nedsmeltning, som jeg faktisk ikke havde lyst til at udsætte andre folk for i en hel time. Den anden var naturligvis frustreret over, at vi ikke kom afsted. Der stod jeg og jonglede med alle mine talenter og prøvede alt mit bedste, mens tårerne pressede sig på og følte mig som den dårligste mor. Det er en underlig følelse af afmagt, frustrationer, pinlighed og accept af, at de ikke er som andre “normale” børn.
På et tidspunkt, et kort mikrosekund så jeg mig selv få vinger, flyve op og forlade dem. Frasige mig al ansvar og mor-rollen, lige i et splitsekund og forlade den synkende skude. Jeg kan godt blive helt flov over mig selv at have de tanker, at jeg synes, det er pinligt, men jeg tror i bund og grund, det handler om, at jeg tænker for meget over, hvad andre mennesker tænker om mig og min rolle som mor. Det skal jeg simpelthen stoppe med. Jeg synes også, jeg er blevet bedre til det i forhold til vores familie og venner, men de kender efterhånden også historien omkring vores børn så godt nu, at det befinder jeg mig godt med.
Samtidig ved jeg jo også godt, at mine børn ikke gør det for at gøre mig ked af det. Det er aldrig deres skyld, at deres hjerne fuldstændig fucker med dem engang imellem, selvom det for os andre kan virke ulogisk, at de pludselig vender 180 grader, fordi de har glemt fx deres bamse. Men idag blev jeg ked af hele situationen. Rigtig ked af det og det har jeg svært ved at skjule for mine børn. Jeg har heller ikke lyst til at skjule det for dem. Jeg fortæller dem også, hvorfor jeg bliver ked af det (altså en børnevenlig udgave selvfølgelig). Ligesom jeg anerkender dem og deres følelser, da de blev vrede, kede af det og frustreret.
Der er så mange tanker, der flyver igennem ens hovede. Især når man er en tænker, som jeg er. Jeg kan heller ikke lade være med at blive påvirket af andre omkring mig i sådan en situation. Ikke fordi de sagde noget, men deres blikke er nok til at hele tankemylderet sættes igang med 180 i timen. Jeg havde på engang lyst at råbe højt af dem og forsvare mine børns opførsel og samtidig havde jeg lyst til at råbe af mine børn, at nu stopper I bare og retter ind, men tro mig, det er afprøvet flere gange og I kan selv gætte, hvordan det er gået? Det var måske heller ikke lige i den situation, det skulle gøres.
Jeg synes ikke, vi er dårlige til at opdrage vores børn, men gud hvor bliver jeg altid i tvivl, når jeg står i sådan en situation, men som forældre til et barn med særlige behov bruger du tit uanede mængder af energi på at analysere og tænke. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men vil næsten vædde med, at der sidder andre, som har det næsten lige som mig.
Idag har jeg brugt uanede mængder energi på at redde situationen og få den vendt fra noget negativt til noget positivt. Nogen gange lykkedes det og andre gange gør det så ikke. Selvom vi forbereder og forbereder, så kan tingene vende lige pludselig. Det er så hårdt, i perioder, at bryde sin hjerne med om det nu bliver en god tur eller dårlig. Hvad gør vi hvis det går galt? Kan det reddes? Hvad er plan B, hvis plan A går i vasken? Det føles lidt, som om jeg hele tiden skal være et skridt foran. I perioder er jeg hele tiden på overarbejde, synes jeg. Det er pisse mega hårdt og jeg tror slet ikke folk, der ikke har børn med særlige behov, kan sætte sig ind i det.
Vi var alle tre trætte ovenpå sådan en oplevelse at vi gik hjem og puttede. Lå helt tætte og jeg lyttede til deres åndedræt og trillede tårerne igen, for jeg er jo verdens heldigste MOR!